Det startede med en kaffesnak på kontoret, en sommerdag (vinterdag faktisk) efter jeg kom tilbage til Rio efter en kort sommerferie (vinterferie faktisk) i august. Stadig forvirret? Godt…
Årstiderne er, som du måske forstår, det modsatte hernede, så det er meget nemt at blive forvirret, når vi taler om, hvad vi skal lave i en given feriesæson, når man skal skifte mellem, hvem man taler med , Rio-kolleger eller familie derhjemme. I hvert fald, da temperaturen eller at kigge ud af vinduet ikke hjælper, som det gør derhjemme, skal man faktisk tjekke kalenderen.
Nå, vi fandt hurtigt ud af, at et bilmøde, der ikke er alt for langt væk, og som også foregår i en weekend – det skal vi kunne finde. Som sagt, så gjort. Hyggelige kolleger, samt tidligere nævnte kollega Arcindo, antydede et bilmøde allerede den efterfølgende weekend, og kun en kort køretur væk. Jeg modtog derfor en invitation via Instagram til et møde kaldet "Serra Bugs", som var det ottende i rækken af årlige møder for denne lille klub i Itaipava uden for Petropolis.
Min kollega Einar og jeg blev enige om at booke et hotel og tage på tur. Problemet var, at jeg stadig ikke havde fået det brasilianske kørekort, så så måtte vi enten leje en bil med chauffør, eller tage en bus. Sidstnævnte var ikke særlig fristende, men efter henkastet at have nævnt den kommende udflugt i endnu en kaffepause med min chef Andre Pires, meldte han sig frivilligt som chauffør og rejseleder, da hans kone var rejst væk netop denne weekend, og at han også kunne sige, at han kunne lide både biler og øl. JA! Dermed var planen i kassen. En dejlig lille Fiat var hyret til turen, og 3 voksne i denne lille krudtkasse skulle være en sjov oplevelse på vores udflugt.
Hvad jeg IKKE var klar over var, at der boede en lille "Ayrton Senna" (en lokal og lidt berømt bilmand) i min chef! Og turen fra Rio de Janeiro by, via Petropolis, blev derfor en oplevelse med hænderne spændt i tagremmen, på en tosporet vej op ad bjergsiden med slalommanøvrering mellem biler og skrigende dæk, derudover mavemusklerne virkelig slap af med latterkugler, efterhånden som turen skred frem. I hvert fald kom vi i god behold efter ca. 1,5 time til den lille by Itaipava. Vi fandt det utroligt hyggelige hotel vi havde booket, som faktisk føltes mere som at besøge en ven i hans luksushjem...
Efter en hurtig udpakning gik vi ned til parken i Itavpava, hvor mødet var. Og sikke et hit! En gigantisk park med flotte biler overalt (97% VW), med ølboder overalt, samt "churrasquieira" (grill/grill) i alle afskygninger. Det var også arrangeret at der var gratis adgang, men alle der afleverede 5 kg mad (mel/ris etc) var med i lodtrækningen om en VW Brasillia. Dette er for at give noget tilbage til alle de fattige i nærområdet, da fattigdommen er KÆMPE i Brasilien generelt. En fantastisk god idé af klubben!
Bilen (VW Brasillia) minder meget om en VW 412 set fra norske øjne, men noget kortere. Denne blev placeret ganske iøjnefaldende ca. 20 meter oppe i luften, på en mobil krankrog, ved siden af den store LIVE scene. Ja, selvfølgelig var der live musik hele dagen med forskellige bands...
Efter mere end 3000 (!) biler, et par grillspyd og måske et par glas øl senere løb vi selvfølgelig ind i en kollega fra offshore (hvad er oddsene?), som viste sig både at bo der, eje en VW (den helt korte) og som kendte de rigtige personer på mødet. For der var selvfølgelig en SP2 udstillet, så jeg måtte tage en snak med denne mand. Efter at jeg blev taget til hr. Galpao og begyndte at tale om biler, siger han; "Alle disse 5 biler her er mine", og pegede på rækken af forskellige biler (ikke kun VW). "Det er rigtigt!", svarede jeg kort. "Ikke dårligt at have 5 identiske biler på samme møde". Min hage faldt ret langt til mit bryst, da han svarede med "Ja, 5 kan virke som meget, men jeg har 150 biler i alt..." (af alle dage; hvad er det for en fyr?)
Jeg var selvfølgelig nødt til at finde ud af mere om dette, og vendte hurtigt tilbage til min lokale kollega for at finde ud af mere om denne figur og hans påstand. Ja, det kunne bekræftes, at denne mand havde ca. 150 biler og havde arvet dem alle fra sin far, der var en meget stor bilsamler i Itaipava, og som var kendt i veteranmiljøet som en passioneret bilsamler og restaurerer af gamle køretøjer. WOW! Det SKAL vi kunne tjekke ud, ikke? Hvad skal der til for at få et kig på disse biler?
Ja, hans mekaniker stod lige på den anden side af gaden og talte villigt om alle disse afklædte biler, de havde fuld tid til at holde kørende, da næsten alle var i meget god stand eller restaureret til deres oprindelige stand. Han kunne selvfølgelig vise os bilerne, hvis det var ok for ejeren? Ja!!
Det blev herefter aftalt at mødes på en nærmere angivet adresse dagen efter kl 08:00 (!) Jeg kunne ikke lade være med at tage imod denne invitation, selvom noget i baghovedet protesterede vildt dengang, da mange års erfaring fortæller mig, at dette kunne være MEGET tidligt efter en lang aften med biler, mad , øl og musik (og selvfølgelig godt selskab).
Baghovedet havde selvfølgelig helt ret, for tilbage på hotellet var der billardturnering med de andre gæster til langt ud på natten. Næste morgen vågnede jeg ved, at min chef stod midt på mit værelse og kaldte mit navn, og tænkte, at jeg var nødt til at stå på benene, hvis aftalen ikke skulle brydes.
Det lykkedes mig at slæbe mig ud af sengen og kunne konstatere, at jeg sover meget tungt med en kombination af en masse drikke, og begge høreapparater på opladning... Han tænkte det værste, da jeg ikke havde taget alle hans telefoner opkald, og ikke mindst hamrenden på min dør som resten af hotellet hørte... men ikke mig... Efter en hurtig morgenmad satte vi os ind i bilen, kun en time efter det aftalte fremmøde, men heldigvis min kollega og mekanikeren havde holdt ud og ventet på disse mærkelige nordmænd.
Den gigantiske port åbnede sig, og -WOW- hvilket syn mødte os! Den ene polerede bil efter den anden stod opstillet i en stor garage, sorteret efter biltype, årsmodel, farve, størrelse, ja, you name it! Forbandet fladt så råt! Jeg synes billederne formår at formidle det meste, men må alligevel sige at alle burde have oplevet dette, for kvaliteten og præsentationen af hvert enkelt køretøj var magisk. Det var selvfølgelig ikke kun VW, men de var rimeligt overrepræsenteret.
Der var også en særskilt afdeling med både MC'er og knallerter. Faktisk havde han også alle Honda CB Super Bike-størrelserne fra 70'erne. Og en separat afdeling med alle Yamaha DT 125cc modellerne, hvert år fra 1980 til 1990. Derudover havde han nogle 275cc motocrossere, af mærket Agral SXT 275, men dette er uden for forfatterens viden uden at google...
Derudover var der en lang række andre motorcykler, og endda almindelige trehjulede cykler af ukendt mærke, men et rigt og sjovt udvalg, der var en fryd for øjet.
Eget udvalg af både Chervrolet's (Opala), nogle udvalgte Mopar, Ford, diverse japanske, franske og ikke mindst en dejlig lille gul Fiat Sport Coupe 850. Også en imponerende samling af alverdens sjældenheder gennem -70'erne og -80'erne med alt fra MC hjelme til telefoner (selv en norsk 1967 model) og køleskabe og modelbiler.
Jeg lader billederne tale for sig selv, og håber der bliver så meget plads som muligt i denne artikel, for jeg har sendt en masse billeder!
Se også
Puma
Fra sin base i Rio de Janeiro skildrer Curt Fauskanger bilentusiasme og det brasilianske bilmærke Puma. Puma GT er en bil, der giver dig lyst til at eje den ved første øjekast. Se mere
Serra Bugs Air Cooled på Facebook
