Jeg nåede lige at tage et billede inden ejerne gik og kunne næsten ikke skjule min begejstring. Det må være årtier siden, jeg sidst så en Hillman Hunter – modellen, der længe ville have været glemt og begravet, hvis det ikke havde været for Iran.
Flashback
Den smukke Hunter'n ved Sjøflyhavna uden for Oslo skilte sig ud blandt de grå, triste SUV'er. I dette firma vil enhver rød bil med hvidmalede fælge skille sig ud i positiv forstand. Jeg tror, ejeren var forbløffet over, at "en almindelig mand på gaden" var så fremad.
-"Måske kender du en, der havde sådan en bil?"
En af mine medstuderende havde en mørkeblå Hillman Hunter. Da vi arbejdede sammen, var hans bil parkeret ved siden af min egen Ford Cortina mk2. De to biler var så ens, at man kunne mistænke, at designerne havde set på hinanden på kortene. Men hvis bilerne var ens, appellerede de til forskellige mennesker. Cortina appellerede til fyre med bakkenbarter og sporty ambitioner, mens Hillman blev foretrukket af onkler med strikkede cardigans og bobbet hår.
Mangel på entusiasme
Hunter blev designet og sat i produktion af Rootes i 1966. Året efter blev de opkøbt af Chrysler. Set i bakspejlet ved vi, at Chrysler ikke lykkedes særlig godt med sine opkøb i Europa. Mens de af os, der ejede Cortina mk2s, pralede uhæmmet af vores biler, hørte jeg lidt fra Hillman Hunter-ejere. Det gjorde min studiekammerat heller ikke - som i øvrigt byttede Jægeren til en ny Taunus kort efter. Bilen på Sjøflyhavna er en serie 1 bil med en skinnende grill – efter min mening den smukkeste. Da modellen gik ud af produktion i 1979, havde den fået flere ansigtsløftninger. Den seneste i 1977. I mellemtiden var konkurrenten Cortina udkommet med to helt nye modeller – mk3 i 1970 og mk4 i 1976. Men Hunter var ikke nogen dårlig bil. Det var på alle måder en værdig efterkommer af Hillman Minx og Superminx. De holdbare 1500- og 1725-motorer blev også overført til Hunter - og ydelsesmæssigt var de lige så gode som Cortina mk2.
Paykan
Den model, vi kender som Hillman Hunter, blev også solgt under andre navne tilhørende Rootes-gruppen – navne som Rootes Arrow, Humber Sceptre, Singer Gazelle, Hillman Minx, Sunbeam – og efterhånden også Dodge Husky som en del af Chrysler. En ny producent var også dukket op - firmaet Iran National hvor shahen af Iran selv havde en finger med i spillet. Kort efter at Hillman Hunter gik i produktion, begyndte Rootes at sende biler i kasser til Iran til samling lokalt. Modellen hed Paykan (iransk for "pil" - som i Root's Arrow) og skulle med tiden blive den bil, som almindelige iranske borgere kunne købe - en slags iransk Lada. I løbet af kort tid blev vejene fyldt med Paykaner – taxaer, pickupper og private biler.
Iran Khadro
Paykan overlevede både Shahen og Ayatollah Khomeiny. Fabrikken, der begyndte at samle Hillman Hunter, hedder i dag Iran Khodro CO (khodro=bil). Virksomheden producerer over 1 million biler om året, - fordelt 50/50 mellem tunge køretøjer og personbiler, der sælges i Mellemøsten og Nordafrika, samt gamle satellitstater i det tidligere Sovjetunionen. Da Chrysler afsluttede produktionen af Hunter i 1979, fik den iranske fabrik lov til at overtage produktionsudstyret for at fortsætte med at producere modellen som en "fortsættelsesmodel". Produktionen af Paykan fortsatte indtil 2005 som en personbil, og indtil 2015 som en pickup truck. Efter at Peugeot overtog Chryslers europæiske afdeling, overtog de også samarbejdet med iranerne. Fra 1985 modtog Paykan nye 1600-motorer fra Peugeot. Modellen, der havde været i produktion siden midten af 60'erne, fortsatte med nye ansigtsløftninger – som desværre kun gjorde bilerne mere gammeldags.
Regionens teknocenter
IKCO (Iran Khodro) producerer nu et stort udvalg af modeller baseret på Peugeot. Der er både licensproduktion under Peugeot-mærket, samt produktion af egne modeller baseret på udgåede Peugeot-modeller. Virksomhedens seneste model, IKCO Tara, er baseret på Peugeot 301/Citroen Elysse. En anden populær model, IKCO Dena, er baseret på en videreudviklet variant af Peugeot 405. IKCO samarbejder også med Suzuki, kinesiske FAW Haima og Dongfeng – samt Mercedes-Benz lastbiler. Alle modeller sælges i en region, hvor det er kompliceret og dyrt for vestlige virksomheder at operere i. IKCO er langt mellemøstens største bilproducent. Markedet er stort – og trods uroen – er efterspørgslen efter køretøjer stor. Det kan også nævnes, at flere flyselskaber i regionen sender deres fly til Iran til vedligeholdelse. Ældre Ilyushin-modeller med flyveforbud i den vestlige verden kan i dag kun efterses i Teheran.
Khawar
Som nævnt producerer IKCO over en halv million erhvervskøretøjer, hvoraf størstedelen er Mercedes-Benz. En af modellerne hedder KHAWAR og er baseret på de kortnæsede Mercedes-Benz lastbiler, vi husker fra 60'erne herhjemme. Disse biler har karakteriseret vejene i regionen i årtier. IKCO fremstiller også nyere modeller fra Mercedes-Benz-familien af tunge køretøjer, Actros og Axor. Men nogle gange kan det enkle være bedst. Kører du en dagsetape gennem ørkenen med fint sand, der trænger ind i hvert hulrum, vil du stadig se de gode, gamle næsebiler. Udødelige biler med ægte Benz-kvalitet og de mest erfarne chauffører bag rattet.
I dag har Paykan samme status som Lada i Rusland. Det var bilerne, der fik landet "på hjul" - biler, som alle voksne beboere har minder om - og et mærke med tilknytning til Iran. Der er nok lige så mange Paykan jokes, som der er Lada jokes, men der er respekt for at køre en fantastisk Paykan – som denne herre gør.
Paykan billeder
Højre: Reklame for et socialt arrangement i Los Angeles, der egentlig ikke handler om biler.
Se også
IKCO - producentens iranske hjemmeside
