
Efter en ulykke i Paris sidste søndag har det anerkendte taxaselskab G7 suspenderet alle sine Tesla 3'ere i afventning af politiets efterforskning. Bremserne virkede ikke.
En dødsulykke
Ulykken skete sidste søndag ved 21-tiden om aftenen, da en Tesla Model 3 fra taxaselskabet G7 var ved at standse i et gadekryds. I stedet for at sætte farten ned, tog det fart. Teslaen ramte to fodgængere og en cyklist, smadrede en glasopsamlingsbeholder og kørte ind i en varebil. Resultatet var fatalt. 1 person døde efter ulykken og 20 kom til skade - heraf er 3 stadig alvorlige. Flere kom til skade af glasbeholderen, der var steget op i luften og eksploderede, da den ramte jorden. Billeder fra ulykken viser et gadebillede, der på få sekunder blev til en slagmark. En nærliggende restaurant blev brugt som samlingssted for de sårede.
Ingen bremse - kun fuld gas
Chaufføren oplyste, at bremserne ikke havde nogen effekt, og at bilen satte fart, som om speederen havde lagt sig. Skadens omfang bekræfter et sådant hændelsesforløb. Chaufføren havde denne aften fri og brugte bilen til at køre til en restaurant med sin familie.

Midlertidigt ude af drift
Selvom uheldet skete i chaufførens fritid, meddelte taxaselskabet tirsdag, at det har besluttet at tage alle sine 37 Tesla Model 3'ere ud af drift - efter mistanke om en teknisk fejl ved bilen. Politiet leder efterforskningen. Flere aviser har indhentet udtalelser fra bilproducenten. Tesla hævder, at bilen rapporterede status "Ingen fejl" forud for ulykken. Politiet får adgang til yderligere oplysninger samt optagelserne fra bilens fire kameraer. Uanset hvad man måtte mene om årsagen, er taxaselskabets beslutning om at suspendere Tesla 3, indtil årsagen er kendt, helt korrekt.
Hvad skal man gøre i en lignende situation?
Ifølge Le Monde oplyser Tesla, at de tidligere har undersøgt tilfælde af "utilsigtet acceleration", men aldrig fundet nogen fejl ved køretøjerne - det forstås, at det drejer sig om førerfejl. Midlertidigt svigt af bremserne er blevet registreret på Tesla S. Der er også blevet opdaget en fejl i fastgørelsen af bremsekalibre på Tesla 3 - men det siges ikke at have forårsaget nogen ulykker. Ifølge Tesla-eksperter kan man i en nødsituation bremse bilen ved at holde Park-knappen på gearstangen nede, indtil bilen stoppes af parkeringsbremsen. Hvis bilen giver fuld gas af sig selv - for eksempel ved at speederen sætter sig fast i gulvmåtten - kan man holde gearvælgeren nede i 2 sekunder. Bilen går derefter i "neutral". Hvis din fod rører to pedaler på samme tid, afbrydes motorkraften.
Det bliver interessant at finde ud af, hvad der forårsagede ulykken i Paris. Man kan vel ikke helt udelukke den menneskelige faktor?
Se også
Le Parisiens dækning af ulykken

