Jeg kunne fortælle, at franskmændene elsker deres biler og deres bilhistorie. De elsker også tegnefilm. Jeg kender ikke noget land i verden, der har så stort et udvalg af bilblade og tegneserieblade som dem. Og hvis du - ligesom jeg - kan lide både biler og tegneserier, kan du glæde dig over, at tegneserieforfatterne godt kan lide at tegne smukke klassiske biler i deres plots. Det ser vi ikke kun i Hergés Tintin og Franquins Viggo, men også flere dygtige, yngre tegnere, der har valgt samme tegnestil som de førnævnte herrer. Det vender jeg tilbage til i et senere indlæg.
 
Men altså, - mens nogle franskmænd lever og ånder for deres biler, giver andre helt op. De virker uvidende om alt, hvad der har med biler at gøre. De kører skødesløst og parkerer, hvor det passer dem, og lader ikke til at blive generet af et bump eller to.
 
Jeg har lige været på efterårsbesøg i Frankrig. Jeg har opsøgt et bilstævne, hvor flere hundrede bilentusiaster med og uden bil mødes. Jeg har også fotograferet klassiske franske biler, som jeg tilfældigvis er stødt på på vejen. Det er ikke kun bilerne, jeg har studeret, men også ejerne af disse fantastiske køretøjer. Nogle er selvfølgelig klar over, at de driver ægte franske traditioner vel vidende, at en gammel 2CV eller Renault 4 er noget af det fedeste, man kan køre i disse dage. Men de smukkeste biler, - dem der er helt autentiske, - er dem, der køres af folk, der blaffer, uvidende om de vidunderlige skatte, de kører rundt i.
 

Kan du huske disse franske biler, da de var på norske veje?

 

Chrysler i Europa har bestået af blandt andet engelske Rootes og franske Simca. Denne model, designet i USA og fremstillet i Frankrig, blev markedsført som Chrysler 160, Chrylser 180 og Chrysler 2 liter. Ikke et særlig spændende navn. Bilerne manglede identitet og var næsten usælgelige i Norge trods aktiv markedsføring. Det solgte også dårligt i moderlandene Frankrig og Storbritannien. Når jeg ser på denne flotte renoverede model, er jeg overrasket over, at den ikke gjorde det bedre.

 

Et pontonhus med store ligheder med 50'ernes Mercedes-Benz. Disse biler var populære som taxaer, også i Norge. Stationcaren var også yderst rummelig, især Familale som havde en ekstra sæderække. Længe efter at de stoppede med at producere 403'eren, blev den meget populær blandt marokkanske migrantarbejdere. Få biler klarede de afrikanske veje bedre end disse Peugeot'er.

 

4 døre og 4 meter bil. Efterfølgeren til Dauphine havde skarpere og hårdere linjer. Renault 8 var populær i motorsport, selvom jeg ikke mindes at have set ret mange her i Norge. Der var til gengæld flere Simca 1000'ere. Jeg husker Renault 8 som en bil for pensionister og gamle damer. Men efter at jeg havde bygget mig en Renault 4, indså jeg, hvor god Renault 8 virkelig er til hobbyfolk. I dag står den højt på ønskelisten.

 

Jeg tror den kostede fra omkring 30 kroner, da den udkom i 000. Den konkurrerede med blandt andet Audi 1971, fra 80 og Passat året efter. To modeller var tilgængelige, en med en 1972 cc motor og 1015 Club. De er sjældne at se på vejen i dag, selv i Frankrig. Herhjemme rustede de nok væk - men i Frankrig altså?

 

Citroen havde tænkt sig, at Dyane skulle være efterfølgeren til 2CV. Diana var faktisk en lidt mere overdådig 2CV, men havde ikke samme appel til kunderne som 2CV. Set i bakspejlet kan man nok sige, at Dyane aldrig nåede 2CV på coolness-faktoren.

 

Fotograferet uden for huset, hvor kunstnerne Picasso og Braque udviklede deres berømte kunststil "kubisme" helt i begyndelsen af ​​det 1900. århundrede. Denne Renault er et brugskøretøj og et transportmiddel. Bemærk den specielle tagbøjler. (Ceret)

 

Selvom de var ekstremt populære, bliver det mere og mere sjældent at se en Renault 4 i god køreklar stand. De få, der findes, tiltrækker opmærksomhed i positiv forstand. Jeg synes, hver gade bliver lidt smukkere med en Renault 4 parkeret der.

 

Jeg var nødt til at tage et billede af disse to nummererede Renault Twingos i samme farve (Anis Yellow). Så er det nemt at se, hvilken bil du tager, en eller to. Men Twingoen, der også fylder 25 år i år, blev aldrig hentet ind i Norge. Langs det sydlige Frankrig er de dog stadig meget populære. De fleste har tilbagelagt flere hundrede tusinde km, og ruller stadig godt.

 

En anden bil, der aldrig blev importeret til Norge, er Mehari, her i farven Orange Kirghiz. Bilerne er baseret på Citroen Dyane og har et karosseri lavet af blød plast. I Frankrig er de som kultbiler, men for mange er de praktiske og ujævne biler i klare farver. De er relativt simple restaureringsobjekter. Selv plastikken kan angiveligt udskiftes.